290

naturlig Baffe, der ved Hjælp af Spaden var gjort til
t Slags Voldted, men uden Grave og uden noget naturfiat
 Værn.
Saafnart Peder Pydelføn faae at hans gamle Herre
sax Anfører, blegnede hans Kind. Han tilbød ftrax
Dvergivelfe, men fif til Svar, at alle Andre funde faae
hi Afmarfh med deres Tøi, men at han flulde mifte
Livet for fin Bold imod Inger, og Slottet plyndres og
afbrændes: af hans Formue ffulde gives Pigen til Erfatning.
 Paa bdisje Vilfaar vilde han ikfe gage ind og
forføgte et fortvivlet Forfvar, men en halv Time efter
2r Slottet taget og han alene trængt op i Taarnet,
worhen ingen af hans vende vilde følge ham. Døren
til dette blev fprængt, Hr. Johan Skarpenberg trængte
førft ind og ftyytede ftrar løs paa Peder Pydelføn, fom
fung fatte fig fvagt til Modværge, da hans onde Samsittighed
 berøvede ham Kræfter og Befindelfe. Han faldt,
og bang Hoved blev plantet paa et Spyd udenfor Slottet,
 der blev plyndret og afbrændt til Grunden, hvorefter
Dr. Johan Skarpenberg drog hjem, tog alle fine rede
Penge og Koftbarheder med fig og red ud af Landet for
it oppebie agens Udfald, hvilket han dog temmelig
fiffert funde forudfee. Da hans Frue var død, og de
2ldrig havde havt Børn, brød han fig mindre derom,
ud han maaffee ellers vilde have gjort; i alt Fald var
han fig bevidft af have opfyldt fin Pligt, og dermed
tvøftede han fig.
De andre Rigsraader føgte at formilde Kongen, men
forgjæves: Eacilie8 Sorg og Taarer vare en tilftrælkkelig
Spore for ham, faa at Claus Sture og Fr. Erik Kkrummedige
 flet ikfe behøvede at flyde til. Der blev anlagt