En Sommierreise i 1870. 297 
klang med det Skjonne og Ideale. J Ringstraße lige— 
over for det pragtfulde nye Operahuus, har han opfort 
en colossal Privatbygning, den faakaldte „Heinrichshofe, 
der ved sin storartede Simpelhed, sin rhytmiske Skjen— 
hed og den Genialitet, hvormed han har forstaget at 
oplive Masserne og borttage det Eensformige og Trot— 
tende i en vidtstrakt Façade, gjor en ubeskrivelig Virk— 
ning. Dette Exempel er naturligviis ikke enestagende 
— dertil har han selo bygget altfor meget, og dertil er 
den Indflydelse, som baade han og et Par andre nyere 
Architekter har ndovet, altfor betydelig — men seet i 
sin Almindelighed kommer man dog til det Resultat, at 
Bygningsstilen i Wien er mere overlæsset og rig end 
edel og tiltalende, og at den gemytlige Keiserstad ingen— 
lunde i architektonist Henseende indtager den Plads, som 
man stulde formode efter de uhyre Krafter, der her ere 
fatte i Bevagelse. 
Det kunde vare interessant nok at forfolge dette 
Thema videre; men man kan ogsaa leve for longe mel—⸗ 
lem Muursteen, og naar nu tilmed Julisolen brender 
barmt, og de hvide Sommerskyer trokke hen ovber den 
den blage Himmel, saa komme Reisenykkerne igjen, og 
man faaer Lyst til at trekke med dem. Det giorde vi 
ogsaa. 
Vi gik til Mozarts Fodeby, det stille, deilige Salz⸗ 
burg, for at hoile ud efter Reisen; men vi fandt ikke 
det, vi sogte. Vi flakkede om ved Bredderne af den 
rivende Salzach og gjorde Fodtoure i Biergene; vi toq