298 En Sommerreise i 1870. 
til Berchtesgaden og Reichenhall, seilede omkring paa 
de stille, gresgronne Bjergsoer og vendte atter tilbage 
til vort Udgangspunkt. Det var Aften, da vi kom til⸗ 
bage, og Alt var uforandret, som vi forlod det. J de 
gronne Treer henne paa Residentspladsen qvpiddrede 
Fuglene, som om de vilde sige Solen Farvel, Vandet 
pladstede i Fontainerne, oppe fra Taarnet istemte Klokke— 
spillet fine Mozartste Finaler, og faa hundrede Skridt 
derfra stod Standbilledet af ham, Musikens Rafael, 
som fra denne forborgne Dal udsendte disse Toner, som 
Verden aldrig vil here Mage til. Selv Biergene rundt 
omkring stode stille og hoitidelige og syntes endnu at 
dromme om disse Toner. Det var den smukkeste Idyl 
man kan tenke sig, men vi hapde ikke Ro til at 
uyde den. 
Frankrig haude sendt Preussen sin Krigserklæring, 
og det hed allerede, at dets Tropper i Stormstridt ner— 
mede sig Rhinen. J de tydske Aviser, der kom os for 
Die, streg og hylede man over Franskmandene og ret— 
tede Opfordring paa Opfordring til alle „Deutschlands 
Gauen“ om at modstte sig denne stendige Overrump⸗ 
ling; Kong Wilhelm kaldte som sadvanligt Gud til 
Vidne paa sin Sags Reenhed og Retferdighed; men 
paa samme Tid som man hoit og lydeligt valtede hele 
Skylden for Krigen over paa Franskmandene, forsikkrede 
velunderrettede Folk os under fire Dine, at Preusserne 
allerede lenge havde veret forberedte, og at det var 
Franskmendene, der gik i Falden.