306 
En Sommerreise i 1870. 
Fingre. Jeg veed ikke, hvad jeg sagde, men jeg kyssede 
heftigt den Haand, som haodde rakt mig det. Lucilie 
Grahn her! Denne Tanke overvaldede mig nefsten. 
Det var, som om hele min Ungdom med al dens Svar— 
meri, al dens Friskhed og Modtagelighed igjen rullede 
op for mig. Hvormange stjonne og blivende Indtryk 
havde jeg ikke modtaget giennem hende! Hvor smerteligt 
var jeg bleven berort af hendes Afreise! Med hvilke 
Folelser ilede jeg ikke, paa min forste Udenlandsfart, 
ud til Versailles for at gjensee hende — og nu stod 
hun efter saamange Aars Forlob for mig — i Murnau, 
en lillebitte sydbaierst Landsby, en Afkrog, der ligger 
faagodtsom udenfor Civilisationen. 
De Andre hapude med stigende Forbauselse seet paa 
denne lille Scene, som de ikke forstod et Ord af. Jeg 
giorde de unge Damer en Undstyldning og meddeelte 
dem i faa Ord, at det var en beromt Landsmandinde, 
som jeg havde spermet for i min Ungdom, og som jeg 
ikke havde seet siden den Tid. De fandt det ubeskrive— 
ligt interessant og syntes begge To meget bevagede. 
Den unge Englander hapde igjen faaet Breotasten frem 
og sad og skrev af alle Krefter. Han betroede mig 
senere, at han var Forfatter og ingenlunde uheldig, 
eftersom han nylig haode aroet en uhyre Formue, at 
han reiste for at samle „impressions“, og at den Gjen— 
kjendelsesseene, han nylig havde voret Vidne til, havde 
strax givet ham Stof til en lille „novel“, som jeg til 
Nytaar stulde fage at lese i en eller anden „kKeepsake.“