278 Hvad den hele Familie sagde. 
lille Marie. Gudfader tilfoiede, at det dar det dei— 
ligste Eventyr. 
J Stuen taet ved git begge Brodrene; de vare 
store Drenge, den ene ni Aar, den anden elleve. De 
fyntes ogsaa, at det var deiligt at leve, leve paa deres 
Viis, ikke vere Barn, som Marie, nei vare rask 
Skoledreng, have „Udmerket“ i Charakteerbogen og 
kunne slaaes med Kammeraterne i al Fornoielighed, lobe 
paa Skoiter om Binteren og paa Velocipede om Som⸗ 
meren, lese om Ridderborge, Vindelbroer og Borg⸗ 
fengsler, hore om Opdagelser i det indre Afrika; den 
ene af Drengene havde dog een Sorg derved, den, at 
der stulde opdages Alting, for han blev stor; saa vilde 
han paa Eventyr. Livet er det deiligste Eventyhr, sagde 
jo Gudfader, og i det er man selv med. 
Det var i Stuen, at disse Born levede og tumlede 
sig; ovenober boede en anden Green af Familien, ogsaa 
med Born, men disse harde rystet Barnet af Ermet, 
saa store vare de; den ene Son sytten Aar, den anden 
tyve, men den tredie meget gammel, sagde lille Marie, 
han var fem og tyoe Aar og forlovet. De vare alle 
lykkeligt stillede, hande gode Foreldre, gode Kleder, gode 
Aandens Gaver, og de vilde hvad de vilde, „fremad! fri 
Udsigt i den hele Verden! den er den deiligste, vi kjende. 
Gudfader har Ret: Livet er det deiligste Eventyr!“ 
Fader og Moder, begge eldre Folk — naturligviis 
eldre end Bornene maatte de vere — de sagde med Smiil 
om Munden, med Smiil i Die og Hjerte: „Hvor de