131

Poetens Klage,

KJengang da Maanen i de græffe Lunde
Belyfte mildt den blye Dianas Skridt,
SF Fraftand milelangt man vine kunde
Et mægtigt Tempel, bygt af Marmor hvidt ;
Og dette Tempel bygt var før Gudinden,
Den Fydflefe, fom Grækenland har Fjendt ;
Og fee! det fank før Flammerne, før Linden,
Da erøftrat fin Fakkel havde tændt!

Da førged Folkene! brændt var Gudshufet
Det fFjørnefte, føm Verden da befab,
Og doriff Søilepragt for evigt kuufet
Og Dalen taus, hvør Folket førdum bad!
D førg ei, Folk! hvad end paa Jørd Du mijter,
Hvad pari Marmor end der fmuldrer hen
Erftatteligt er hvert et Tab, Du frifter,
Nyformet fømmer Storheden igjen!
(94)