136 
En Faders Ceftament til Fannen, 
vr mig, min Dreng! — Forinden jeg børtreifer 
Og gaaer den lange, utagre Landevei, 
Hvor ingen huggen Milepæl der kneifer 
Og ingen Kro, hvor Man fager Viin vg Steg, 
Da vil jeg tale med Dig her fom Fader 
Og give Dig et venligt Vink, et Raad: 
Bær frit din Faders Anfigt vg hans Lader, 
Da bariger med Latter og med Gragd! 
Bær frit din Pande! vg naar engang fkormes 
Baftilen fal og med en Bapontet 
Den gamle Verden ffal paang omformes, 
Førdi en Tidsaand har den dømt: , før let 1” 
Gaa Du føran! vg tænk, at hvis Din Fader 
End leved paa den løferlige Jrd, 
Han silde fendt Dig til de førfte Rader, 
Som Sanseulptt va Årmods Ven og Bry'er.