156 
[V. 
Vrølva. 
(Fremfagt af Madame Werligh.) 
SHvor hurtigt yver ile Tiden! 
Det er alt fer Aar fiden 
Feg ff fane denne Fjønne Stad! 
Dengang det var med dybifølt, hellig Glæde 
At jeg paa denne Scene monne træde 
Og hvorfor ikke nu vg være glad? 
Thi favner Øiet end, 
Naar det gager over Bænk og Loge hen, 
En eller andent dyrebar v9 hædret Ven, 
Et eler andet Anfigt, fom . 
Man elffed før fom Heligdom; — 
Og har end Graven ftille hvælvet fig 
Opover Mangen, for før fer Aar ffden 
Med Overbærenhed betragted mig, 
Endfljøndt i Kunften feg fun var faa liden; 
Har Tidens kolde Vindpuft end nedryfet 
Mangt Blomfter af den rige Livets But 
Og ved den idelige Regn 99 Rufk 
Dvalt mangt et Foraarshaab i Bryftet: —