158

De ere fom et aandigt Fiffernæt,
Hvori fig, under Graad vg Smiil vg Sange,
De mennefklige Hjerter lade fange.

Og derfor freidigt vetfe vi
Sga vidt om Land; heel trøftigt vi bejøge
Snart Norges Gran, frart Danmarks Bøge,
Blot ftolende paa Kunftens Trylleri:
Den ffal os ffaffe Hjem i fremmet By,
Den er vvr moderlige Muje,
Før dens Skyld jænker Obdenfe vs Ly,
Før Kunfiens Skyld Man Kunfknerne vil hute.
Vi Ale fom faa tillidsfuldt hertil,
Derfor bedøm med Strænghed ei vort Spil!