114

stillede Kammerater hurtigt forandredes til
»Marketenterne«, medens de af Italienerne
kaldtes »Malkontanterne«, fordi kontant Betaling
 laa betydeligt udenfor deres Kunstnerbegreb
 om Livet og Samfundet.
Da Aage paa sin Vej hjemad kom forbi
»I] gatto nero«, var Døren allerede stænget,
men indefra hørte han højrøstede Stemmer,
skraldende Latter og overgiven Sang. Han
stod stille og lyttede — det var danske Ord
og danske Melodier, der klang ham imøde.
Ak, hvem der kunde fejre Julen sammen med
disse unge, overgivne Mennesker!
Osteriets tykke Vært havde rimeligvis bemærket
 den enlige Vandrer ude paa Gaden;
thi kort efter dukkede han frem af en Sidedør
 og betroede hviskende Aage, at han godt
kunde ladse ham ind i Bagstuen, hvis han
trængte til en Fogliette Vin. Aage kunde ikke
modstaa Fristelsen, og snart efter sad han i
et mørkt, snavset Rum, hvis eneste Belysning
var en Olielampe ikke ulig en tredobbelt Sauceskaal,
 der i tre Jernlænker hang ned fra Loftet;
men dens Blus osede mere end de lyste, og
i dette Halvmørke saae han til sin Ærgrelse,
at han ikke var alene — en pavelig Zuav
sad henne i et Hjørne og fortærede et kummerligt
 Julemaaltid, bestanende af et Salathoved
og et Par Skiver Brød. Foran ham stod en
Fogliette — men den var tom.
»Luk nu ikke flere ind Giuseppe! Vi vil s'gu
have Fred en Juleaften,« raabte en Stemme
inde fra den forreste Stue.
Giuseppe bukkede ydmygt i Døren, og forsikrede,
 at ikke en Kat mere skulde komme
til »den sorte Kat« med hans Vilje.
»Op med en Sang !«raabte en anden Stemme.
»Et Barn er født i Bethlehem« fistolerede
en høj Stemme vrængende.
»Aa, hold Mund med den samle Methusa-