[298

mig nogle Penge; for han havde .min Sparekassebog,
 hvori der stod otte Hundrede Rigsdaler,
 som jeg havde faaet efter Moder; men
der kom aldrig Svar paa det Brev, og saa
mærkede jeg jo nok, at de helst vilde ha', at
jeg kreperde hernede, for saa kunde jo han
og min Søster arve hele Klatten. Til sidst
havde jeg ikke en Skilling mere, og saa solgte
jeg mig paa tre Aar til de pavelige Zuaver;
men det var det dummeste, jeg endnu havde
gjort, for, ser De, jeg maatte meget hellere
været sprunget i Tiberen straks.«
Anders tav og Aage spurgte: »Er da Tjenesten
 saa streng?«
»Aa nej, ikke strengere end den i Kjøbenhavn;
 men det var det rene Rak, jeg kom
iblandt, og saa er Kasernen, Serristori, det
mest forbandede Hul, man kan være i. Vi
havde bestandig Folk paa Sygelisten, for naar
Floden steg, løb Vandet ind til os gennem
Kloaken, og saa stank der af Mudder, saa
det var en Gru. Saa fik jeg romersk Feber
anden Gang, og da jeg blev udskreven, sagde
Doktoren, at jeg skulde tage mig iagt, for
hvis jeg fik den tredje Gang, saa var det forbi
med mig. Saa gik jeg til Konsulen og forklarede,
 hvor inderlig gerne jeg vilde hjem.
og han lovede ogsaa at forstrække mig med
Rejsepenge; men det var ikke gjort dermed,
for jeg havde jo endnu et Aar tilbage i Tjenesten,
 og det vilde koste mindst tre Hundrede
Scudi, for at faa En til at gaa i mit Sted. Se
det kunde nu Konsulen slet ikke indlade sig
paa, men han lavede nu saadan en Subtraktion
 paa en Liste oppe i Foreningen, og der
blev tegnet tyve Scudi, men af dem har jeg
ikke set en Skilling.«
»Åa, De faar dem nok,« sagde Aage.
»Ja maaske og maaskeinte,« svarede Anders.
»For jeg har gjort den Observation, skal jeg
>