125

Da Klokkerne den næste Aften sendte deres
Ave ud over det i Solglansen rødmende Rom,
sad Aage ene paa sin Loggia og stirrede mismodig
 ud mod de fjerne blaalige Bjerge. Aldrig
 havde en Juledag forekommet ham saa
trøstesløs som denne, aldrig havde han følt
sig saa ene, saa forladt, aldrig havde Savnets
og Længselens Skygger omsvævet ham som
nu, da de forenede sig med Armodens. Hos
Konsulen var han bleven afvist med den Bemærkning,
 at man ikke kunde hjælpe Folk,
der morderisk overfaldt Landsmænd, og da
han vendte tilbage fra dette mislykkede Togt,
laa der paa hans Bord to Breve, som Konsulens
 Tjener lige havde bragt. Det ene var
fra en Prokurator, som meldte ham, at Professor
 Krog var død, og at den aarlige Understøttelse
 for ham dermed ophørte; det andet
var fra gamle Onkel Møller, som beklagede,
at han paa Grund af den daarlige Høst blot
kunde sende den Ubetydelighed, som Brevet indeholdt.
 Aage vendte og drejede dette Brev paa
alle Leder og Kanter; men der var ikke som
ellers en Efterskrift fra Poula, end ikke en Hilsen.
 Var hun syg? — havde hun glemt ham?
Det var mørke Billeder, som trods Aftensolglansen
 steg frem for Aages indre Syn;
han rejste sig og gik grublende frem og tilbage
 i sit Værksted og søgte endelig Fred ved
i Tankerne at vurdere alle de Genstande,
som det indeholdt; men selv om han solgte
det alt sammen, hvad kunde det saa hjælpe
ham? Stikke Signeter, gravere Dørplader —
nej aldrig!
Han var saa fordybet i at stirre ind i
Fremtidens Mørke, at han næppe mærkede,
at Døren aabnede sig — dér stod Zuaven med
Haanden til Huen.
Aage foer sammen og stirrede bedrøvet paa
ham. Anders derimod saae helt anderledes ud