199 
Glæde; thi saa forhadte som disse »Ischiavi dei 
Papa«, var Ingen i Rom, end ikke Zuaverne. 
Saa rygtedes det, at der var Opstand i 
Neapel, og snart efter begyndte mærkelige 
Syner at vise sig i Roms Omegn. Som Kam- 
pagnens røde Valmuer, dukkede Blomsten af 
Neapels Ungdom op, snart hist, snart her, og 
fra disse røde Blomster steg saa en hvid Sky I 
Vejret, og enkelte matte Riffelkugler fløj med 
klagende Lyd som saarede Fugle ind over Mon- 
te Pincio. Her havde man i Hast forvandlet det 
smukke Anlæg til Lejr; mellem Murtinderne 
var Sandsække stablede op, og i Skydeskaa- 
rene glimtede de pavelige Malmkanoner, op- 
kaldte efter de tolv Apostle, saa at snart St. Pe- 
ter, snart St. Lukas kunde give en kristelig Hil- 
sen fra sig. Om Eftermiddagen vandrede hans 
Hellighed selv derop, for at tage disse primiti- 
ve Fæstningsværker i Øjesyn, og morsomt var 
det at se, hvorledes baade Bisper og Kardina- 
ler befølte de tunge Sandsække og klappede de 
smaa Kanoner, som var deres Kæledægger. 
Men naar saa en Kugle kom syngende, 
skørtede de i en Fart deres Silketalar op og 
styrtede ad Bakkeskraaningen ned mod Piazza 
del Popolo, ihukommende deres Frelsers Ord, 
at hvo, som ikke lader Livet for min Skyld, 
han er mig ikke værd. 
Aage fulgte disse krigeriske Forberedelser 
med stigende Interesse, men uden at føle sig 
som Part i Sagen. Som Kunstner havde han 
levet en Kunstners Liv, uden at blande sig i 
politiske Anliggender, og som Fremmed havde 
han ingen særlige Sympatier for den Kamp, 
der forestod. At Garibaldi skulde kunne tage 
Rom med en Haandfuld Frivillige, der mang- 
lede Artilleri, forekom ham ganske umuligt, 
og han slog sig til Ro med den Tanke, at 
Franskmændene snart vilde komme og gjøre 
Ende paa disse Karnevalsløjer.