29

steg op fra Grunden. Et Bord, en muggen
Majsmadras, en Vandkrukke og en rusten
Jernbøjle i en af de mægtige Tufkvadre udgjorde
 hele Bohavet; men trods dets spartanske
 Simpelhed, maatte Aage være glad ved,
at Kranz ikke havde ladet ham sætte i Bøjlen,
hvad han ofte havde befalet for langt mindre
Forseelser. løvrigt var Fængslet skummelt og
fugtigt, Majsmadrassen fuld af Skorpioner og
andet Kryb, og naar Tiberen steg, stod Vandet
et Par Tommer hen ad Gulvet. Aages Plads
var derfor i Reglen det smalle Bord under
Lyshullet, og her havde han rigelig Tid til
at anstille Betragtninger over Militærlivet og
dets »Gloire«.
Men jo mere han tænkte derpaa, desto
klarere blev det ham, at han stod ved Maalet.
Han havde gjort aabenbart Mytteri, slaaet sin
Befalingsmand Værget af Haanden, og gjort
alvorlig Modstand da han skulde fængsles.
Een af disse Forbrydelser var allerede nok
for at dømme ham til Døden, og Standretten
gikide Dage hurtig til Værks. Han vilde blive
skudt, slængt ud paa en ensom Kirkegaard,
hvor end ikke en Sten vilde betegne hans
Grav. Det vilde gaa ham som Anders havde
fortalt om sig selv, og hvor var den hvide
Haand, der vilde drage ham op af Dybet?
Han havde kun sin egen, og den var fængslet.
I to Nætter havde han ikke sovet, kun
blundet paa det smalle Bord, med Hovedet
støttet mod den iskolde Mur; men hver Gang
han havde blundet, havde han set det samme
Syn: en graa Sø, med sivbevoksede Bredder,
mellem de høje Rør en lav Landingsbro, og
paa denne Poula, bleg, fortvivlet, med Armene
rakte ud imod ham. Selv sad han bundet til
en synkende Baad — det glimtede i Luften
som af Lyn, Alt sank under ham, og han
vaagnede med en Kuldegysen.