140

»Diavolo! hvad flæber Du for? Bor væk,
siger jeg Dig!« klang en hæs Røst.
»Jeg tør ikke! Boret kan give Gnister,«
svarede en grædende Drengestemme.
»Du borer jo i Træ, din Klodrian! Hvor Fanden
 skulde saa Gnisterne komme fra. Bor væk!«
Stemmerne tav; men Aage hørte tydelig
Borets gnavende Lyd, som gentog sig med
længere Mellemrum.
»Er Du færdig? lød paany den hæse
Stemme.
»Ja, men lad mig komme hjem! Jeg tør
ikke være her længere,« klynkede Drengestemmen.

»Sludder, din Dosmer! Hjælp mig at vinde
Traaden op! Tag Nøglet derhenne.«
»Åa, lad mig gaa,« klynkede Drengen. »Jeg
vil ikke gjøre det, lad mig gaal«
»Ja, -med en Kniv i Hjertet! Hjælp mig,
eller Du er dødsens!«
Aage hørte hulkende Graad, saa blev Alt
atter stille; kun af og til hørtes en sagte,
glidende Lyd, som han ikke forstod.
»Giv mig Lygten!« befalede den hæse Stemme.
 »Luk den op!«
»Jesus Maria! Du vil da ikke tænde nu?«
jamrede Drengen.
»Den kan brænde to Timer, inden den
ryger,« svarede den hæse Stemme med en
raa Latter. »Hvad Fanden ryster Du saa for?
Naar Dagen gryr, faar St. Peter Besøg af
hele Bataillonen.«
Der blev atter Stilhed, saa lød der sagte
listende Trin, Klirren af Glas, der knustes,
og endelig en dump Lyd langt borte.
Aage lyttede og lyttede, men Alt vedblev
at være stille som i Graven. En svag svovlet
Lugt steg op gennem hRisten, og nu blev
pludselig Alt ham klart — Kasernen skulde
sprænges i Luften. Han vaklede hen til Bordet