141 
og støttede sig til det, medens den iskolde Sved 
brast ud af hans Pande. Nu først gik det op 
for ham, hvad han i de sidste Dage havde set, 
naar han stod Vagt udenfor Kasernen. 
Ved Siden af denne havde en Oliehandler 
en dyb Kælder til Lagerrum. I de sidste 
Aftener var dette blevet fyldt med Oliefade; 
men foruden dem, havde han set nogle en- 
kelte, som var mærkede med et Kridtkors; 
han havde ikke gjort sig nogen videre Tanke 
herover, men nu blev Alt ham klart som ved 
et Syn. Disse Fade indeholdt Krudt; det var 
dem, som han havde hørt blive trillede ind 
i den antike Kloak, der løb under Kasernen. 
Drengen havde boret Hullerne, hvori Fæng- 
traaden skulde sættes, og den svovlede Lugt 
fortalte ham, at Udaaden var fuldført. Naar 
Dagen gryede, vilde han og alle hans Kamme- 
rater ligge begravede under Ruinerne. 
I eet Spring var han henne ved Døren. Han 
bankede, han raabte, han skreg sig hæs; men 
kun Fængslets hule Ekko svarede. — Ingen 
hørte ham. I vild Rædsel foer han atter hen 
til Risten, rev den op og stirrede ned i det 
dybe, bundløse Mørke. Fortvivlet satte han 
sig paa sin Madras, stirrende op mod Lys- 
hullet, og i dette Øjeblik drog hele hans Liv 
ham forbi som en farverig Drøm, begyndende 
med hans Moder, der legede med ham i den 
vaarfriske Skov, og endende med Poulas blege 
Ansigt, der fuld af Rædsel stirrede efter ham 
ud over Søen. Nu forstod han sin Drøm, han 
sad bundet — om faa Minutter var Alt forbi. 
Da brød det første graa Morgenskær som 
en bleg Lysstribe gjennem Hullet i Muren, 
og glimtede paa noget blankt, der laa slængt 
i en Krog — det var hans Signalhorn. Han 
saa sløvt paa det — aldrig mer skulde dets 
lystige Toner klinge gjennem Roms Gader; 
aldrig mer skulde han blæse sit »Avancer«