145 
noget videre Indtryk. Han syntes, at han kun 
havde gjort sin Pligt, men i sit Indre følte 
han en stille Glæde over at have trodset 
Løjtnant Kranzs Kommando, og derved 
frelst saa mange Menneskers Liv. Denne Glæde 
var dog ikke ganske ublandet; thi da Zuaverne 
rykkede ind i Deres ny Kaserne, tænkte han 
med Gru paa, at denne mulig ogsaa kunde 
have et »Rottehul«. 
Det var derfor ikke uden en vis Ængstelse, 
at han fulgte den Ordonnans, som havde Be- 
faling at føre ham op til Obersten. Denne sad 
i sit Værelse og studerede en Plan over Roms 
Omegn, som han markerede med Knappenaale. 
Aage blev staaende tæt indenfor Døren, og 
gjorde stram Honnør. Obersten blev ved at 
fæste Knappenaale — Aage syntes til sidst, at 
det var i ham, han stak. 
Endelig hævede Obersten Hovedet, vinkede 
med Haanden og sagde: »Kom her hen, lille 
Ven!« Aage gik hen til Bordet og gjorde ret. 
Obersten rejste sig, kneb ham ikke ganske 
blidt i Øret og spurgte: »Kender Du Straffen 
for Opsætsighed, min Ven?« 
»Jo, Hr. Oberst.« 
»Nu vel! Saa tak dit Horn og din Snar- 
raadighed for, at Duikkeer bleven skudt i Gaar. 
Iøvrigt har Kardinal Antonelli noget at sige 
Dig. Mød i Morgen i Vatikanet ved Indgangen 
til Bramantes Gaard. Giv den vagthavende 
Nobelgardist dette Kort og følg med ham. 
Tjenstmæssig Paaklædning med Horn. men 
uden Vaaben. Forstaar Du?« 
»Jo vel, Hr. Oberst.« 
Aage traadte fra og gik ud af Døren, men 
pludselig blev denne reven op, og Obersten 
tordnede ned ad Trappen: »Og vel pudset! 
Glem ikke det.« 
Havde Aage frygtet sit Besøg hos Obersten, 
saa blev han ligefrem bestyrtet over at skulle