146

stævnes for Kardinal Antonelli. Ingen var saa
hadet i Rom som denne almægtige Minister,
der endog gik med Paven i Lommen, og naar
Aage havde hørt ham omtalt af sine romerske
Venner, blev han skildret som en slangeagtig
Edderkop, fuld af List, Havesyge og Hævntørst.
 Hvad vilde denne Kardinal ham? Hvorfor
 var han ikke bleven kaldet til Krigsmivtisteren
 i Kvirinalet? Vilde man belønne hans
Daad, eller lade ham forsvinde i en af St.
Angelos fugtige Kasematter.
Disse Tanker løb Aage rundt i Hovedet,
medens han pudsedesit Horn, saa det skinnede
som Guld. Da faldt Medaillen ham ind! Ganske
vist var dens Hylster blevet slemt medtaget
under Feltlivets Strabadser; men den var dog
et Vidne om, at han ikke var nogen almindelig
 Lejesvend. Han stak den i Lommen, pudsede
 endnu en Gang Spændet paa sit Livbælte
og vandrede saa med Hornet paa Ryggen ud
til Vatikanet.
Da han kom ind i Parmantes Gaard, fældede
Nobelgardisten sin Partisan, men næppe havde
han set Oberstens Kort, før han gjorde Honnør
 og lod ham passere op ad den brede
Marmortrappe, hvor han meldte sig hos den
vagthavende Officer. Denne saa beundrende
paa ham, og overleverede ham til en pavelig
Kammertjener, som førte ham ind i det Indre
af Vatikanet. Aldrig havde han set en saadan
Pragt. Marmorsøjler, Freskomalerier, viftende
Palmer og brusende Springvand gled forbi
hans Øje, medens han vandrede frem ad de
aabne Loggiaer, hvis Lofter glimrede af bysantinsk
 Mosaik, omrammet af Porfyr og
Marmor. Det var Aarhundreders Skat til Kirken
som her havde formet sig til Kunst, til Udtryk
 for den romerske Kirkes almægtige Vælde;
men paa hele denne lange Vandring mødte
han ikke et eneste Menneske — han syntes,
han gik i et fortryllet Slot.