— en skummel Hentydning til det Ridderkors
Borgmesteren havde faaet. Men festligst af alle
Dage var dog den, hvor hele Byens Befolkning
med vajende Faner og klingende Spil drog ud
til Fuglestangen, for i den nærliggende Skov
at skyde den eneste Papegøje, som Byen ejede.
En saadan Fugleskydningsdag var en Mærkedag
 for Stilleby, og med en saadan begynder
vor Historie.
Hvem skulde være Fuglekonge? — Blikkenslager
 Halling førte en god Riffel, men Købmand
 Mallings var dog finere, og at faa en rigtig
fin Fuglekonge, det var Byens Stolthed. Man
havde skudt fra den tidlige Morgenstund, men
skønt det led mod Aften, var Pladen ikke faldet,
og derfor var Spændingen stor. GamleJomfruer
og ærværdige Bedstemødre stod i Dørene, Fattighusets
 Lemmer flokkedes under det gamle
Lindetræ, og Byens barbenede Ungdom gallopperede
 afsted som Stafetter, thi den første Reporter
 om Sejren havde Redaktør Jensen lovet
en Tiøre.
En lyshaaret, laset Dreng kom farende som
en Raket: »Borgmester har skudt Papegøjen«,
vrælede han, idet han vendte Mølle foran Redaktørens
 Port, ogkortefter klang deti jublende
Kor gennem hele Byen: »Borgmester har skudt
Papegøjen«. Tre drønende Kanonslag hørtes
i det fjerne, Tonerne af »Der er et yndigt Land«
brusede dæmpet frem gennem Skoven; men
saa hørtes et underligt rullende Drøn, ledsaget
af høje Raab, og Alles Hoveder vendte sig mod
Fe Ende af Gaden, hvorfra Braget og Raabene
om.
»Hurra! — der kommer de med Borgmesteren,«
 raabte den lykkelige Reporter, men
fik i samme Øjeblik Næsen ned mellem Redaktør
 Jensens Trappetrin med et Brøl, thi ud
af Støvskyen kom et Par Heste i rasende Galop,
saa en halvsplintret Vogn som tilhørte F orpag-