150

med en bekendt Magnetisør, som gav Forestillinger
 paa Teatrene og fik sine Ofre til at
giøre de latterligste Ting. Til sidst pralede
Trolle af, at han kunde faa Folk til at gjøre,
hvad det skulde være, og da Hesteprangeren
svor paa, at det aldrig skulde ske med ham,
fik Trolle ham ind i sit Værksted. Men nu skal
Du blot høre, hvordan Politiimanden narrede
ham! Han havde et Par forklædte Betjente
med fra København, og de stod paa Lur ude
i Gaarden ved Vinduet, saa at de kunde se og
høre Alt, hvad der foregik inde i Værkstedet.
Politimanden spillede sin Rolle udmærket, han
lod, som om han blev hypnotiseret, lovede at
betale den opdigtede Gæld, og betalte den virkelig
 nogle Dage efter mod Trolles Kvittering.
Saa havde de Ræven i Saksen! Han vred
og snoede sig, han nægtede og løj; men det
hjalp alt sammen intet; thi Borgmesteren er
en skarp Forhørsdommer, siger Fader. Lidt
efter lidt maatte Trolle gaa til Bekendelse om
Alle dem, han havde besveget, og saå kom det
endelig frem, at han for at hævne sig paa Dig,
ved sin djævelske Kunst havde faaet Dig til at
lave de Mønter, hvorfor Du blev dømt.
Men nu, kære Aage, er Fuglen i Frihed, og
jeg er saa glad, saa jublende glad. Jeg faldt
Fader om Halsen af lutter Henrykkelse, og da
han spurgte mig, hvorfor jeg græd og lo paa
een Gang, fortalte jeg ham, hvor kær Du havde
været mig i mange, mange Aar, lige fra den
Tid vi legede Fiskere ved Søen. Han havde
intet anet, den kære, gode Fader; men da jeg
saa fortalte ham, at jeg aldriget Øjeblik havde
svigtet Dig i al din Nød, og at jeg havde givet
Dig min Tro før al denne Elendighed kom
paa, tog han min Haand, trykkede den og
sagde: »Gud velsigne Dig, mit Barn, Du har
været trofast som Faa.«
Saa lagde han sig stille hen, med saadan et