135 
som en Løvramme omsluttede Søens Spejl. Her 
standsede han lidt, gned sit Hoved og udbrød 
med et Sideblik til Byen: »Idioter!« Saa fulgte 
han langsomt den bugtede Sti i det faldende 
Tusmørke, indtil han pludselig ved en Krum- 
ning opdagede en Bænk, hvorpaa der sad en 
sværlemmet Herre og en sirligung Dame, begge 
i en meget fortrolig Stilling. Ved Lyden af hans 
Skridt rejste Herren sig hurtig og forsvandt 
uden at sige Farvel, medens den sirlige unge 
Dame pludselig fik meget travlt med at iagttage 
et eller andet Luftsyn ude over Søen. 
Aage var træt, hans Hoved smertede, og 
med et »god Aften« kastede han sig paa Bænken 
og tørrede Sveden af sin Pande. Den sirlige 
Dame besvarede blot hans Hilsen ved at vise 
ham det halve af sin Ryg, hvorved Luftsynet 
forsvandt. 
Aage mærkede godt, at han generede; men 
for at berolige hende bøjede han sig forover 
og tegnede i Jorden med sin Stok. Damen gjorde 
en utaalmodig Bevægelse, legede med sin Para- 
sol og gav sig saa ogsaa til at tegne. Der blev 
en lang Pavse, hvori de begge følte, at Bænken 
egnede sig bedst til at huse en Eneboer, men 
ingen af dem følte Lyst til at gaa. 
Under denne trykkende Stilhed kom Tan- 
kerne og gik, lydløse, lynsnare Depecher fra 
en indre Verden, der laa skjult for Alle. 
Aage faldt fra Tanker hen 1 Drømme, i Syner 
fra en gammel, længst forsvunden Tid. Han 
mindedes, hvorledes han som Barn havde leget 
under disse Bøge, hvorledes han som Dreng 
havde fisket fra Baadebroen derhenne, og plud- 
selig, som dukkede det op af Søens Siv, stod 
der en lille Pige ved Siden og bad ham bøn- 
ligt om at sætte de sprællende Fisk i Frihed. 
Saa gled han og Billedet hen over Søens spejl- 
blanke Vand, gennem solvarme Skove, hvor 
de plukkede Nødder og Brombær, indtil de