37

underlig beklemt Følelse bankede han paa den
lukkede Havestuedør, men Ingen aabnede den.
Han fløj ind i Gaarden, op ad Stentrappen, og
ringede paa. Efter lang Venten kom en Pige
og meldte ham trevent, at Provsten var taget
til København med Frøkenen og hendes Tante.
De var til Guldbryllup og kom først hjem om
fem Dage.
Der stod han! — Alle hans Drømme, alle
hans Illusioner brast, som Boblerne havde bristet
 under hans gyngende Baad, thi om otte
Dage skulde han atter være i København, og
i hele fem skulde han ikke se hende. Langsomt
 drev han ned til Baaden, satte Sejl og
strøg ud gennem de tætte Siv, der haanende
slog ham i Ansigtet. Den lette Brise var vokset
til Blæst, der drev tunge Regnskyer op over
Skoven. Alt syntes at være ham imod, selv Vinden.
 I lange Kryds maatte han kæmpe sig op
imod den, og da han endelig naaede hjem, var
det langt over Middag. Onkel Møller var gnaven
over, at hans dejlige Gedde var bleven kold,
og Modtagelsen var derefter.
Aldrig i nogen Sommerferie var fem Dage
krøbne saa langsomt afsted som disse. Aldrig
havde han kæmpet en saadan Kamp mellem
Frygt og Haab, og aldrig havde han befundet
sig saa ilde. Han følte en underlig Mangel paa
Beslutningsevne, en nervøs Slaphed som efter
en Morfinrus — han maatte dog have slaaet
sit Hoved, da han væltede. Træt og tavs vandrede
 han om ad de kendte Skovstier langs
Søen, men de forekom ham indestængte og
melankolske. Det var, som laa der et Slør over
det Hele, og der kom først et Pust af Befrielse,
 da Onkel Møller en Middag udbrød:
»Naa Aage, hører Du ikke snart op med at
fange Rejer? Provst Possel er kommet hjem.
Du skulde tage en Tur til Solby og muntre
Dig lidt.«