3.

»Du ser, jeg er blevet Diplomat, Aage, havde
jeg foreslaaget Tante, at Du skulde følge med,
havde hun ganske bestemt sagt nej.«
De gik ud i den gamle Præstegaardshave,
hvor de blomstrende Linde sendte en sød berusende
 Duft, medens den synkende Sols sidste
Straaler lagde luende Kobber over Hængebirkenes
 Stammer. Saa nanede de Kirkestien; den
gamle Kirkegaardslaage hvinede paa sine rustne
Hængsler, og saa vandrede de op i Dødens stille
Have, hvor Kors hævede sig ved Kors, Tue
ved Tue, hvor visne Blomsterkranse talte om
Forglemmelsen i Gravens Mørke, og enkelte
friske om den Kærlighed, der endnu fulgte de
Døde.
Aage var bleven tavs. Hans Øjne læste mekanisk
 de korte Indskrifter paa Kors og Tavler,
men i hans Indre bruste et Hav af Fortvivlelse;
hvorledes skulde det være muligt her at tale
om Liv og Kærlighed, hvor Alt aandede Død
og Tilintetgørelse.
Ogsaa Poula var tavs. Over hendes fine
Træk havde der lagt sig et Slør af tungsindig
Vemod, hendes mørke Øjne var fugtige, og dog
var hun saa smuk —, langt smukkere end da
han i Havestuen hørte hendes hjertelige Latter.
Endelig nanede de Graven. Den laa højt
oppe under Kirkens Mur, og over det hvide
Marmorkors sænkede en Hængeask sit mørkegrønne
 Løv; det var, som gik der Suk gennem
dens Grene.
Poula knælede ved Graven, Aage lagde Kransen
 ved hendes Side, og nu begyndte hun med
varsom Haand at fjerne de visne Blomster;
men da Aage bøjede sig for at række hende
Kransen, saae han Taarerne falde som Dug,
og han hviskede bevæget: »Kære Poula.« .
»Aage'« sagde hun og trykkede hans Haand,
ad mig være ene.«
Han trak sig tilbage mod Kirken, dog ikke