»Ja, det skulde vel'være med Redaktør
Jensen,« afbrød Aage hende. »Hun bad mig
ogsaa vogte mig for Jøder, og det var et meget
 fornuftigt Raad. Jeg skal aldrig indlade
mig med Aagerkarle.«
»Aage, Aage, hvorfor spotter Du med min
Angest,« udbrød Poula næsten grædende. »Vi
Kvinder har et finere Instinkt. Jeg kan ikke
gøre for det; men jeg har en Følelse af, at
en Ulykke truer Dig.. Aa, kunde jeg blot afværge
 den, vilde jeg give Alt, selv om det var
mit Liv.«
Hun saae i dette Øjeblik saa barnlig, rørende
 ud, at Aage blev greben deraf. Han
lagde Armen om hendes Liv, trykkede hende
tæt op til sig og hviskede: »Kære, søde Poula,
hvor jeg angrer, at jeg ikke fulgte dit Raad!
Du maa ikke pine Dig for min Skyld.«
»Men jeg gjør det alligevel,« svarede hun
med dirrende Stemme. »Jeg ved kun een Ting,
der kan befri mig for min Angest; men giver
jeg Dig den, saa ler Du vist atter af mig, og
det vilde gjøre mig helt ulykkelig.«
»Nej, jeg ler ikke mere. sig mig hvad
det er.«
Poula tog et lille Etui op af sin Lomme,
sane paa det, men aabnede det ikke; det var,
som holdt hun en Skat, hun nødig vilde
miste.
»Se her,« sagde hun efter et Øjebliks Betænkning,
 »her giver jeg Dig det Bedste, jeg
ejer,« og hun rakte ham Etuiet.
Aage aabnede det, og saae i den matte Maanebelysning
 en lille Sølvmønt glimte frem
paa den mørke Fløjelsgrund.
»En Lykkeskilling,« udbrød han. »Tak
Poula! Dén kan en stakkels Kunstner nok
trænge til. Men hvor er den fra? Den ser saa
mærkelig ud.«
»Kære Aage,« svarede hun bevæget, »da