jeg første Gang lagde en Krans paa Moders
Grav, fandt jeg denne Mønt i den frisk opkastede
 Jord. Det kom mig for, som sendie
hun med den sin sidste Hilsen som Pant paa
Lykke for sit Barn. Jeg har gemt den som
en Helligdom, og nu giver jeg den til Dig,
min Elskede. Lad Lykken kun forlade mig,
naar blot den bliver Dig tildelt.«
Hendes Stemme bævede, hendes Øjne fyldtes
 med Taarer, og dybt bevæget hviskede
Aage: »Tak, kære Poula! Den skal aldrig
forlade mig, hvad Skæbne jeg end maa friste;
 men paa vor Bryllupsdag faar Du den
tilbage. Den skal da lyse Lykke over os
begge.«
Poula hældede sit smukke. Hoved mod
hans Skulder og hviskede: »Tak, Aage.«
Han bøjede sig imod hende og vilde give
hende et Kys. Da lød der knirkende Fodtrin
ved Lysthuset, og i næste Øjeblik formørkedes
Vinduet af Tante Malles sitrende Hængekrøller,
og frem mellem dem klang med skærende Røst:
»Naa, sidder Du der, Poula! Din Fader er
gaaet tilsengs for længe siden, og Thetøjet
staar endnu paa Bordet, uden der er vadsket
saa meget som en Kop.«
Derpaa vendte hun sig mod Aage og
sagde: »Deres Hest har staaet opsadlet snart
en halv Time i Gaarden, og Rasmus spørger,
om den skal blive staaende dér.«
Da der ikke var nogen fornuftig Grund
til dette, anbefalede Aage sig til Tantens Velvilje,
 og snart efter red han i saa skarpt et
Trav, som Malkemaren formaaede, hjem ad
Landevejen. Det sidste han saae, var Lyset
fra Poulas Vindue — det blinkede som en
Stjerne. Og Stjernen blev lidt efter lidt en
opgaaende Foraarssol, der varmede hans
Hjerte og kastede lysende Guldstænk hen
over hans Fremtids Vej. Han følte sig saa