io

uendelig lykkelig, og Alt omkring ham syntes
at tage Del i hans Lykke; den maaneklare
Himmel, de duftende Enge hvor Kløveren
stod i Stak, de vilde Roser — ja, selv om
det var de gamle hulmavede Piletræer, syntes
 de at nikke til ham med deres knudrede
Hoveder og hviske:
»Du har sejret!«
Endog Malkemaren syntes at henfalde i
idylliske Drømme, thi jo mere Aage nærmede
sig den syvende Himmel, desto sindigere blev
dens Pasgang og desto hyppigere tillod den
sig at tage en lille Bid af Grøftekantens Blomster;
 men dens dasende Ro faldt overmaade
godt sammen med Aages Lyksalighedsdrømme,
og saaledes nanmede de begge den Markvej,
som fra Hovedlandevejen førte op til Skovly.
Da hørte Aage pludselig Lyden af en Vogn,
som i skarp Trav kom raslende bag ved ham,
og han holdt Malkemaren lidt an for at lade
den komme forbi. I samme Nu susede en
Piskesnært med et vældigt Knald over hans
Hoved, faldt dernæst ned over Malkemarens
bageste Parti, og idet han hørte Ordet: »Paddehat!«
 efterfulgt af en Haanlatter, satte Malkemaren
 i strakt Karriere op ad Bivejen og
ind i Gaarden, hvor Onkel Møller stod paa
Stentrappen.
»Hvordan Fanden er det, Du kommer fa
rende?« raabte han. »Jeg tror min 'Salighed
at Du kan faa Bæstet til at løbe løbsk.«
»Bryd Dig aldrig om det,« sagde Aage idet
han svang sig af Sadelen. »Det var blot Redaktør
 Jensen, der lod høre nærmere fra sig.«

Søndagsmorgenens Fred fik Aage til at
sove over sig, og da han vaagnede, følte han
atter denne underlige Slaphed, som han
havde last Mærke til de foregaaende Dage.