mo 
3 
Maade. Han tog dem, vejede dem i Haan- 
den, maalte deres Diameter — ja, der var det; 
men hvad saa mere? Han grundede dybt og 
længe. 
Da gik Solen ned, og i samme Øjeklik kom 
han til at tænke paa Runemønten. Han tog 
den ud af Etuiet, stirrede paa den og fandt 
en ganske særegen Glæde derved — han syn- 
tes, at han maatte have flere af dem — det 
vilde skaffe ham Ro. 
Han lagde Runemønten paa Rundstaalet 
— jo, det passede nøjagtigt! Saa spendte han 
Staalet i Jernkuglen, fik Lupen i Øjet og gav 
sig til at arbejde. 
Lidt efter faldt Mørket paa, og han havde 
kun lagt de første Konturer. Han rullede Gar- 
dinet ned, tændte Lampen og følte sig nu hyg- 
gelig tilmode. Aldrig havde noget Arbejde in- 
teresseret ham som dette, og hen ad Midnat 
var Stemplerne færdige. 
Han tog Skærmen af Lampen, tørrede Sve- 
den af sin Pande og saae sig uroligt om i det 
halvmørke Rum, hvor Maanen kastede blege 
Lyskvadrater ind gennem Vinduerne, medens 
Resten af Værelset laa i dyb Mørke. Da saae 
han noget glimte henne ved Kakkelovnen — 
det var et Stykke Sølvblik, som tindrede i Maa- 
helyset; han tog det, vejede det i Haanden og 
følte atter den samme indre Tilfredsstillelse, 
som da han havde taget Rundstaalet. Saa flyt- 
tede han den store Ambolt midt ud i Stuen, 
og kort efter drønede hans Hammerslag saa 
vægtigt og sikkert, at det rungede gennem hele 
Huset. 
Pludselig faldt en stærk Lysstribe hen 
over Ambolten, Døren til Værkstedet reves 
op — der stod Madam Svendsen i dyb Neg- 
ligé med en Lampe i Haanden. 
»Ih Du Frelsens Gud! hvad er det dog, De 
bestiller heroppe, Hr. Vang? — Der er jo ikke