RO

ske og græske Antikviteter, og endelig det Allerhelligste,
 et gammelt Chatol, som kun blev
forevist ved højtidelige Lejligheder, og som
skjulte de Mønter og Gemmer, som han havde
købt af Bønderne paa Forum og Piazza Navone.
 Væggene dækkedes af Studier, Raderinger
 og Haandtegninger, som viste, at han havde
været paa en god Fod med hele vor ældre
Kunstskole; men der var ingen Makartbuketter,
 ingen spættede Tigerskind, ingen falmede
Silkedraperier, ingen gamle Møbler i »Bondestil«;
 thi Krog hørte til den gamle Skole, som
mente, at Kunst var Kunst og det Andet »mestendels
 Gøgl«.
Det var en varm, foraarsfrisk Dag i Maj,
Vinduerne stod aabne, og i Sollyset derude
tegnede Voldens Træer sig med denne ubestemte
 Nuance mellem Grønt og Brunt, som
angiver, at Knopperne har i Sinde at blive
Blade.
Krog stod ved Kavaletten og arbejdede paa
et Medaillestempel; men af og til skubbede
han den grønne Øjenskærm tilbage fra Panden
og stirrede ud paa Voldens Grønt og det gryende
 Foraar, idet han sukkede: »Aa ja, det var
dengang,« og saa trak han atter Skærmen ned,
fik Lupen for Øjet og arbejdede ivrigt videre.
Ved det andet Vindue stod Pladsen tom.
EnArbejdsbluse hang over Stoleryggen og dækkede
 halvt en Skiferplade, hvorpaa man saae
Udkastet til et Medaillerelief i Voks. Poussérpinde,
 Tyrter, Riffelfile, Mejsler og Punsler laa
hulter til bulter mellem hverandre paa Bordet.

»Hm, hm!« mumlede Krog, medens han tog
sig en ny Udenlandsrejse gennem det aabenstaaende
 Vindue. »Hvor Pokker er han nu
henne? Jeg synes, han begynder at løje af. Han
er en flink Fyr, en talentfuld Fyr, men han
løjer af — ja Gwe gjør han saa, se der har