DS

af det langt overvejende Antal Magter. Men Dronning
 Marie gav sin historiske Henvisning endnu større
Eftertryk ved Fremdragelsen af den spanske Kong
Ferdinand VII's Eksempel. Hun pointerede hvorledes
han kort efter Indgaaelsen af sit fjerde Ægteskab i
Marts 1830 havde udstedt en Lov, ved hvilken han
efter sin Dronnings indtrængende Opfordring havde
ophævet den hidtil alene gældende mandlige Arveret
til Kronen og genindført Døtrenes gamle kastilianske
Arveret. I begge Tilfælde havde altsaa Souverænen
forandret Arvefølgen, men det var Dronning Maries
bestemte Mening, at Kongen til Iværksættelsen af en
Statsakt i den Retning burde søge de raadgivende
Provinsialstænders Medvirkning. Frederik VI hørte
opmærksomt paa sin Gemalinde, for hvis historiske
Viden og politiske Indsigt han havde Respekt. Men
Spørgsmaalet om en Forandring af Tronfølgen saaledes,
at hans Svigersøn blev hans Arving, vilde han
modent overveje, inden han tog sin endelige Beslutning.


Foreløbig drøftede Frederik VI kun Sagen med
Dronningen og sin Svigerinde, men det udelukkede
jog ikke, at han forsigtig følte sig for hos enkelte, for
hvilke han nærede personligt Venskab, og med hvem
han stod paa en fortroligere Fod. Det var jo et Medlem
 af Kongehuset, der havde rejst Arvesagen, idet
hans Søstersøn, Hertug Kristian af Augustenborg anonymt
 havde udgivet det tidligere berørte tyske Skrift,
hvori han hævdede, at hans Familie havde udelukkende
Ret til Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, naar den
kongelige Mandsstamme uddøde i Kongeriget Danmark.
 Kongen havde ellers ikke megen Forstand paa