10

der tildrog sig i Stænderforsamlingerne i Itzehoe og
i Roskilde. Men forgæves imødesaa han et kongeligt
Forslag i den nævnte Retning. Stændernes Møder
sluttedes, uden at der var fremkommet et saadant.
Julehøjtiden var nu inde; men Hertug Karl var ligesaa
 lidt som hans Hustru i Feststemning. Imidlertid
indløb der til Hertuginde Vilhelmine em Indbydelse
lil Hertugparret om at glæde Hs. Majestæt med dets
Nærværelse ved hans forestaaende Fødselsdag den
28. Januar 1839, hvis da ikke Vinteren lagde uoverstigelige
 Hindringer i Vejen. Indbydelsen kom fra
Dronningen og blev modtaget.
De intime Forhandlinger mellem Frederik VI og
Geheimelegationsraad Dankwart, Depeschesekretæren i
det udenrigske Departement, angaaende Arvefølgen i
det danske Monarkis Lande, var imidlertid bleven fortsatte.
 De gensidige Udtalelser var meget korte, thi
Hs. Majestæt yndede ikke de lange Udviklinger: de
koncentrerede sig netop om det væsentligste og vigtigste.
 Dankwart førte i Reglen Ordet, og det skal
vidnes, at han havde et klart Blik for de her interssserede
 Parters Standpunkt og Ræsonnementer.Kvintessentsen
 i hans Udtalelser overfor Kongen gik ud
paa følgende : Da Slesvigholstenerne, ytrede han, var
det ledende Parti baade i den slesvigske og den holstenske
 Stænderforsamling, og da de holdt paa Hertugen
 af Augustenborg som den eventuellerette Arving til
begge Hertugdømmer, var der ikke Sandsynlighed for,
at de vilde gaa med til en Forandring af Tronfølgen i
Monarkiet til Fordel for Hertug Karl af Gliicksborg,
en Forandring, der skulde træde i Kraft ved den
kongelige Mandslinies Uddøen. Hertug Kristian Au-