>)
helmine; men det interesserede hende netop paa dette
Tidspunkt at høre noget om Prins Frederik, der levede
i et Slags Internat i Fæstningen Fredericia, efterat
han var vendt tilbage fra et Togt til Island med et
Linieskib. Da Enkehertuginden spurgte, om de verserende
Fortællinger om Prinsens Brutalitet og Excentriteter
var sande, svarede Prinsesse Juliane, at de var
meget overdrevne, og hun maatte ikke blot som Tante,
men som Kvinde med sundt Judicium vidne, at han
virkelig var i Besiddelse af gode Egenskaber. Han var
hjælpsom og trofast i Venskab, trods Nykker og besynderlige
Indfald. Ægteskabet mellem ham og Prinsesse
Vilhelmine havde været en Misforstaaelse fra
Kongeparrets Side Karakteren hos Ægtefællerne havde
været saa grundforskellig, at Skilsmissen maatte beiragtes
som en Lykke for dem begge. Erkehertuginden
bemærkede, at hendes Søn, Prins Kristan, havde
besøgt Prins Frederik i Fredericia, og han havde i et
Brev til hende udtalt sig med varm Anerkendelse om
den Opmærksomhed og Hjertelighed, Prinsen havde
vist ham. Hertuginden tilføjede, at siden hun havde
nævnt sin Søn, vilde hun ikke skjule, at hun længtes
inderligt efter hans Tilbagekomst fra London, ja, hun
tilstod, at hun higede efter Gensynets Glæde. Prinsesse
Juliane sagde, at efter hvad Kammerherre Berner
havde erfaret, befandt Prins Kristian sig jo nu
paa Tilbagerejsen. Hun spurgte derpaa Enkehertuginden,
om Dronningen som sædvanlig havde været i
Roskilde Domkirke den 14 Juli. Hds. Durchlauchtighed
svarede bekræftende og tilføjede, at Hds. Majestæt
havde været der alene og ønskede ikke Ledsagelse.
Dronningen modtoges i Domkirken af Provst Bang og