begivenhederne, hvilke han drøftede i sine Samtaler
med Rektoren ved Gymnasiet i Flensborg, Dr. Wolff,
jer hyppig var Gæst paa Gliicksborg.
En Sag, der havde interesseret Hertugen meget,
var de Underhandlinger, der i Foraaret 1837 var ført
mellem det orleanske Kongehof i Paris og Kabinetterne
i Berlin og Wien om et Ægteskab mellem den franske
Tronarving og en Stormagtsprinsesse. En saadan
Forbindelse kunde de legitimistisk og ultrakonservative
Hofkredse i Østerrig og Preussen ikke forsone sig
med; thi i deres Øjne stod Ludvig Filip I som ,Barrikadekongen”,
 der i Kraft af en Revolution var kommen
 paa Tronen, og det af ham etablerede ,Bourgeoisiskongedømme”
 saa de ned paa med en vis Haan.
Hine Underhandlinger, der var Hoffernes ,cause
zelébre" i det nævnte Tidsrum, endte med, at ,Frankrigs
 Tronarving" kun kendtes værdig til at ægte en
Prinsesse fra en lille Magt af underordnet Betydning,
semlig: Prinsesse Helene af Mecklenborg-Schwerin.
Hendes Broder, Storhertug Poul Friederich, havde vanskelig
 nok ved at forsone sig med dette Ægteskab.
Da det storhertugelige mecklenborgske Hus gennem
 Prinsesserne Sofie Frederikke og Charlotte Frederikke,
 henholdsvis Kristian den Ottendes og Frederik
den Syvendes Moder, var nær beslægtet med det danske
Kongehus, fængslede Prinsesse Helenes , Ægteskabsroman”
 selvfølgelig Hertug Karls Interesse.
Som tidligere omtalt var Hertug Karl 1831 ved
sin Faders Død som attenaarig Yngling bleven Chef
for den gliicksborgske Linie. Han følte sig trods sin
Ungdom hurtig tilrette i sin Værdighed som Familieoverhoved.
 men vedblev at være venlig og imødekom-