Ao

lig, velskabt Dreng!" Hun løftede Dynen en
Smule og klappede Barnets buttede Arm.
Derpaa tilføjede hun sagte og højtideligt:
»En lille Sjæl, der er bestemt til at leve i
al Evighed."

Fru Birger bøjede sit Hoved og følte en
uforklarlig Længsel efter sine egne Børn.
»Fortæl mere,” sagde hun blidt.
»Ja, nu maa jeg fortælle om Godsejeren.
Saadan en Børneven han er; der gaar ikke
mange Uger, uden at han skal herind og se,
om Peter er vokset, og da lille Hans fik sin
første Tand, fortalte han os det. Børnene
nede i Mosehusene elsker da ogsaa Herren
og jubler ham i Møde, naar han blot viser
sig."

Den unge Frue nikkede.
Længslen efter at faa Del i alt det, der
fyldte hans Liv, vaagnede. Hvor ofte havde
han ikke, især det første Aar, opfordret hende
 til at følge med ind i Smaahusene, for
dog at lære Godsets Folk at kende, men hun
havde altid bedt sig forskaanet, og nu foreslog
 han det aldrig mere.