16 
Da Præsten saa? Maden, mærkede han 
først, hvor sulten han egentlig var. 
»Giv mig en Kartoffel, Ole Madsen, ja, det 
er maaske en Skam, men jeg fik saadan en 
Lyst. 
»Er det Alvor?" Manden saa” forbavset 
paa ham, men da han mærkede, at det vir- 
kelig var Alvor, udvalgte han den største 
Kartoffel, og da den, og nok en, spistes med 
god Appetit og Tak, var der ingen Mur mere 
mellem ham og Præsten. Gentagne Besøg 
vilde ikke haft den Virkning, som dette lille 
Fællesmaaltid, hvor Skovarbejderen følte 
sig som Vært. 
Inger hentede nu Kurven og gik hjem, 
men Præsten blev rolig siddende paa Træ- 
stubben. 
»Den Onde er snild,« sagde han pludse- 
ligt, aa, hvor han er snild; hvor kan han 
skifte sin Stemme om, naar det gælder at 
fange Sjæle." 
»Det er sandt, og han slipper ikke, naar 
han først har faaet en." Manden talte, som