109 —

Assessoren.
Aa jo, 'en lille Kop! Vi kan forlange smaa
Kopper.
Frøken Latour.
Men den Te, man faar i smaa Kopper, er
vist ogsaa varm.

Assessoren.
Ja, men den bliver snarere kold.

Elise ci Klaudia).
Tak! Det er ved Gud en sød Onkel, Du
har. Nu vil han traktere os med kold Te i smaa
Kopper.

Assesoren.
Jeg haabede, at Damerne vilde have tilladt
mig at byde Dem en lille Forfriskning, men naar
De ikke er til at overtale . . .

Frøken Latour.
Det er aldeles urimeligt, Hr. Assessor, men
skal vi endelig nyde Noget, maa det ikke være
Andet end et lille Glas Is.

” Assessoren.
Is! — Men hvad tænker De paa, dyrebare
Frøken! . . . For det Første er Is en aldeles
unaturlig Spise, for det Andet forkøler den
Maven . ..
Elise (om føn.'
Og koster Fyrretyve Øre Portionen.

Assessoren.
For det Tredie kan den være tillavet i irrede