I1I

Assessoren.
Desuden plejer Pavillonen altid at være fuld
af saakaldte unge Kunstnere, og det er ogsaa et
Species, med hvilket jeg nødig kommer i Berørelse.
Klaudia.
Men hvorfor er Onkel altid saa vred paa de
stakkels Kunstnere? De gør dog Ingenting.

Assessoren,
Nej, det kan Du sige to Gange. De gør
Ingenting, og endda vil de betragtes som Æresmedlemmer
 af Samfundet. Enhver, der kan oversmøre
 et Stykke Lærred eller modellere en jydepotte
 eller gøre en Tegning til et Skilderhus —
han er straks Kunstner, og saa snart man er Kunstner,
 er man ogsaa Geni, selv. om man ikke duer
til Andet, end at staa bag ved i Balletten og gøre
Flikflak med Benene. Men Gud bevares! —
Naar en Dame faar Valget mellem en af disse
Dagdrivere og en Mand, der har gjort sig fortjent
 af Staten og er bleven udmærket af Regeringen,
 en Mand af stræng Moralitet, solide
Kundskaber og prøvet Dygtighed, saa betænker
hun sig ikke et Øjeblik: hun ta'r Dogenichten.
— Ja, mine Damer, hun tar ham — hun ta'r
ham uden Videre.

Fruen (sagte).
Nu er De igen for stræng mod Jeanette.

Assessoren (ligeledes.
feg er mild! — mild mod Alle og mildest