06

kjørt paa Hospitalet, bleg, bevidstløs; Lægerne
frygtede for en Hjernerystelse.
I mange Dage laae han uden at kunne
tale, uden at kunne ordne sine Tanker i klar
Rækkefølge. De tumlede bestandigt med uhyre
Bunker af farvet Træmosaik, som skulde sættes
sammen i et Mønster, han ikke kjendte. Endelig
en Nat syntes han, at Alt lige som ordnedes af
sig selv, saa let, saa skjønt, saa fuldstændig
uden Møje. Den næste Dage var Besindelsen
vendt tilbage, og hans første Spørgsmaal gjaldt
Skabet; men det havde ingen af Kandidaterne
hørt Tale om. Han undrede sig vel derover,
men trøstede sig med, at de hørte til de lærde
Folk, som ikke forstod sig paa den Slags Sager.
Hans Tanker dvælede atter ved Bifaldsraabene
fra Adel og Grønnegaden. Hans Værk var
beundret af Folket, og det var ham foreløbig nok.
Saa snart han blev udskrevet, gik han, svag
og vaklende, til Industriforeningen, hvor hans
Skab var udstillet. Der var meget faa Mennesker
 deroppe; i den store Sal, hvor Skabet
stod, slet ingen. Men der var jo allerede gaaet
sex Uger, saa at Nyhedens første Interesse
kunde have tabt sig. Derimod undrede det
ham, at Skabet var saa støvet, og at Seddelen