[IA 
paa samme Maade, som han nu er vant til, 
vil De i ham faae et aldeles uskadeligt Individ, 
der maaské til en vis Grad vil være i Stand 
til at gjøre Nytte. Forstyrres han derimod i 
sine Drømme, bliver han drillet eller isoleret, 
indestaaer jeg ikke for Noget. Vi vil da rime- 
ligvis faae ham tilbage med de gamle Anfald, 
og det bliver da et Spørgsmaal, om et nyt 
Ophold hos os vil være i Stand til at skaffe 
ham den Tilstand af Ro, hvori han nu befinder 
sig saa vel.« 
Jeg tog ham med mig og førte ham, for 
at undgaae Opsigt, tilbage i en lukket Post- 
vogn. Han var glad, barnlig stolt herover, især 
over Vognens gule Farve og den røde Postillon. 
»Vorherre kjørte altid i Guldkareth«, sagde 
han; det undrede ham kun, at Postillonen ikke 
blæste Basun. Da vi rumlede ind i Byen, hen 
over dens ujevne Sténbro, blev han alvorlig. 
Der var Ingen, som modtog ham, ingen Ære- 
porte — de maatte være syge Allesammen. 
Hans nye Bolig tiltalte ham. Det var rart, at 
der var saa stille; thi nu fik han Meget at tænke 
over. Han vilde ikke ødelægge Byen, men 
helbrede den. frelse den,