[TU 
mere Lys og Luft, og det var jo muligt, at en 
eller Anden af Lemmerne vilde tage sig lidt 
af ham. 
Heri skuffedes vi dog højligt. Hvor dybt 
Mennesket synker, overholder det altid en vis 
Gradsforskjel, et Kastevæsen, og i dette er den 
Afsindige Pariaen. Desuden er Almuen utrolig 
egoistisk, navnlig lige over for Syge. De kunne 
smitte, gjøre Skade; kort sagt, man skyer dem, 
og den Gale maaské mést af Alle. 
Det vakte derfor en levende Opposition, 
at man tillod ham at komme ud i Haven og 
Vænget. Alle trak sig tilbage for ham, lukkede 
deres Hjerter og Døre; han var som en Pest. 
befængt, hvor han viste sig. 
»De ere meget syge her i Byen«, klagede 
han en Formiddag for mig, »og det vil holde 
haardt at faae dem raske. De har de Sorte i 
deres Hjertekroge, sort Spindelvæv lige som 
derinde; men jeg sér de Lyse. De ere ude i 
Vænget, ved Vandet, over Blomsterne. De vil 
hjælpe mig; jeg faaer dem nok fat.« 
Åtter spurgte jeg ham, hvem de Lyse vare, 
og atter fik jeg det samme Svar: Jeg maatte 
jo bedst vide det selv.