F2C

»Det er Inger Jensens Karenl« jamrede en
Tredie, og henne ved Sténtrappen saae jeg
Inger ligge bleg, bevidstløs, medens Kvinderne
vred deres Hænder.
Ingen havde Mod til at gaae ind i Byg:
ningen, endnu mindre ud i Haven. De holdt
sig alle foran Huset. De Dristigste stod paa
Stæntrappen og tittede ind ad Ruderne; men
Stuerne vare tomme, og fra Haven hørtes ikke
en Lvd.

Der kom en Gru over mig, jeg ikke kan
beskrive. Maaské var det den, som gjorde mig
saa kold, saa stærk. Jeg puffede Hoben til
Side, sparkede den aflaasede Dør op, styrtede
gjennem de tomme Værelser ud i Haven, ud i
Vænget. Dér sad han paa en Stén, drivvaad,
tilsølet, mudret. Over hans Knæ laae en lille,
lyslokket Pige, paa hvis blege Kinder Livsrødmen
 lige var i Færd med at vende tilbage.
Hun holdt begge de buttede Arme slyngede
om hans Hals, fast, krampagtigt, som i Dødens
sidste Tag; men hendes første Smil gjaldt ham,
hendes klare, blaa Øjne søgte hans, der med
et underligt, ængstligt-fjollet Udtryk bevogtede
det tilbagevendende Liv. Jeg vilde tage hende
fra ham, men han knugede hende til sig,