12 
hans Øjne, og saa begyndte han at fortælle, 
hviskende, dæmpet, i énsformig Tonefald. 
Jeg lyttede af og til bag Vedstakkene, 
men fik sjelden Rede paa det; thi han tav, 
saa snart han blot anedo en Voxen., Men det, 
jeg hørte, var forunderligt rigt og fantastisk, ret 
skikket til at gribe en Barnesjæl. Skyerne vare 
Blomster. Røde Roser og guldgule Solsikker 
voxede deroppe i den himmelblaa Luft, saa dyb, 
saa kølig som tt hælt Hav, med klare Luftbølger 
og Strandbred af den gyldneste Aftensol. Hvert 
Blomsterblad, som dalede mod Jord, blev et 
Barn, en af de Lyse, foldede sig ud, levede, 
duftede og bar Frugt. Hver Aftenstund kom 
Evighedslandet frem; man kunde sé dets gyldne 
Bred ligge hélt nede paa Heden, og Den, som 
var paa det Yderste, vandrede derind, blev atter 
Blomst i Evighedens Have, sejlede paa Aften- 
rødens Skyer op mod de evige, blinkende 
Stjerner. Under dem laae det Sorte, det Onde; 
men han var Vorherre, han skulde nok vare sine 
Blomster. Og Børnene klyngede sig til ham. 
Jeg har sét ham sidde mangen en Sommer- 
kvæld ude i Vænget; hele Gruppen rødligt be- 
lyst af den synkende Sol. Underligt tog det 
sig ud, men malerisk, eribende. Han havde