[27 
efter lidt fra Børnenes Afgud til Mødrenes, og 
efterhaanden forsonedes ogsaa Mændene med 
hans Væsen og hans forunderlige Idé. Ikke, 
at man troede paa den eller tillagde ham sær- 
egne Kræfter; man fandt kun, at Tanken ikke 
havde noget Stødende eller Anmassende, Han 
var jo, som han sagde, den Herre, der vilde 
hjælpe, stifte Fred, helbrede, og han gjorde 
sig aldrig stor deraf. Han var i saa Tilfælde 
kun bleven latterlig. 
Selv Byraadet, der først havde tænkt 
at behandle ham omtrent som en Cellefange, 
slappede lidt efter lidt Tøjlerne, og med den 
forandrede Stemning hos Almuen faldt tilsidst 
al ydre Tvang bort. Han skulde blot sove 
paa Fattighuset, men fik forresten Lov til at 
gaae frit omkring, og saa stor var allerede nu 
hans Anseelse, eller rettere Befolkningens Kjær- 
lighed, at der aldrig dannede sig det mindste 
Opløb, naar han i sit afstikkende Ydre vandrede 
om i Byens Gader. I mangt et Hjem nær Fattig- 
huset og hos alle Inger Jensens Bekjendte 
kom kan; for Børnene som en længe savnet 
Ven, for de Voxne som en snurrig, gammel 
Patron, der aldrig gjorde en Kat Fortred; men 
naar han om Aftenen gik hjem, havde han