3 
hele Børneflokken om sig, og saa længe der 
var en Blomst paa Heden, kunde han være vis 
paa, at den blev plukket til hans Ære, 
Den Eneste, som ikke vilde have Noget 
med ham at gjøre, skjøndt han skyldte ham 
Livet, var, mærkeligt nok, Gunnar Havk. Jeg 
kunde først ikke faae Rede paa Grunden, thi 
Gunnar var ikke saadan at faae i Tale hver 
Dag; men en Aften, da han havde siddet hos 
mig, og vi havde talt om Adskilligt, kom han 
med sine Betænkeligheder, 
»Slig Lurvefante'« sagde han. »At bilde 
sig ind, at han er Gud Herren selv, og det 
i Pjalter lige op over Ørerne. Vidste jeg, 
det kunde hjælpe, skulde jeg give ham en saa- 
dan Lussing, at Vorherretankerne røg af hans 
Hoved som Fluer fra en Ost; for det er det 
bare Hovmod Altsammen.« 
Forgjæves forestillede jeg Gunnar, at det 
var en fix Idé, Kjærnen i Storheds Vanvidet. 
»Jeg troer knap det er saa«, svarede han; 
»slig Nar har han jo været alle sit Livs Dage. 
Bildte han sig ikke ind, at det var ham alene, 
som drog mig op, og har han ikke fristet Gud 
baade ved Bespottelse og Overmod? Er han 
nu gal, da er det fordi Herren har lagt sin