[33

ladet de nærmeste Huse rømme, forbudt al
Omgang og lovet, at hun skulde komme paa
Sygehuset. Men nu var Sygehuset under Re
paration, og Herredsfogden havde desuden sagt,
at man ikke kunde føre Smitten ind i Byen for
et enkelt Menneskes Skyld, som desuden efter
al Rimelighed døde. Han maatte bjerge sig,
som han kunde bedst, sé at faae en Vaagekone
til den Syge, og saa blive derude til Historien
var forbi. Men der var ikke en Sjæl, der vilde
vaage hos hende, hverken for gode Ord eller
Betaling. Hvor han kom, løb de for ham,
som havde han Pest, eller laasede Døren lige
for hans Næse. Saaledes var ingen levende
Sjæl nogensinde bleven behandlet. Det var
jo lige saa godt som at spærre dem i et Fængsel
for at de kunde døe. Det var Christenpligt at
sé til de Syge, hjælpe og helbrede, hvis man
kunde «

Lige som Gunnar udtalte de sidste Ord,
hørte jeg en svag Bevægelse fra Alkoven. Det
var Henrik, som rejste sig op. Nu stod han
med halvt fremrakte Arme, aaben Mund, og et
lyttende, næsten spændt Udtryk havde mærkværdigt
 forandret hans ellers saa sløve Ansigt.
Han stirrede ud paa Gunnar, som forhen paa