I 34 
mig, og gjentog hviskende: »Det taler til mig! 
Ja, ja, hjælpe, helbrede!» 
Gunnar mærkede Intet. Han vred sine 
Hænder, saa det knækkede i dem, og udbrød: 
»Herre Jesus! Hvilken Jammer at sé paa! Hun 
er ét stort, bullent Saar over det Hele. Hun 
skriger og vrider sig, blot det jeg rører hende, 
end det er nok saa lindt. Er jeg da en Røver, 
siden ikke ét Menneske vil sé til mig i min 
Nød? Jeg har vendt hende og lettet under 
hende, 'Nat og Dag; men nu kan jeg ikke mere. 
Jeg er saa drukken af Søvn, at jeg ikke véd, 
hvad jeg gjør, og blunder jeg blot en Kjende, 
hører jeg hendes Skrig, og farer op som i 
Helvede. Asta har hjulpet mig og puslet om 
hende til i Dag; men hvad skal sligt et Barn 
hjælpe? Det Meste gaaer op i Klynk og Klage. 
Nu har ogsaa hun Feberen og ligger sløvt hen, 
saa hun sygner vel ogsaa, kan jeg tænke. 
Saa døer de begge, og jeg har ikke engang 
Den, som kan bære Liget af Hus. Jeg faaer 
begrave dem som Hunde paa Heden«. 
Gunnar sank sammen og hulkede højt med 
Ansigtet skjult i sine Hænder. Henrik gik et 
Skridt ud af Alkoven, rokkede frem imod ham.