[2 
mumlede nogle uforstaaelige Ord, men trak sig 
pludseligt sky tilbage, idet jeg rejste mig. Jeg 
vilde for enhver Pris forhindre et Møde mellem 
disse To. Selv var jeg dybt grebet af denne 
grænseløse Ulykke. Mine haarde Ord hvilede 
tungt paa mig; men hvad skulde jeg gjøre? 
Hvor ønskede jeg i det Øjeblik at være fri og 
uafhængig for at gaae ud og pleje dem selv, 
Men Søndagen laae nær; jeg kunde ikke 
forsømme Menigheden for den Enkelte. Og 
hvor skulde jeg skaffe Nogen fra? Ingen er 
lovtvungen i slige Tilfælde uden Lægen, og 
han gjorde jo sine Besøg. Havde han Ingen 
kundet skaffe, hvad formaaede saa jeg? Jeg, 
som desværre altfor godt kjendte den sténhaarde 
Egoisme, den sløve Ligegyldighed og den rod- 
fæstede Frygt for Smitte, som besjæler vor Almue 
lige fra Bonden til det usleste Fattighuslem, 
Og nu de Rige, de Velhavende? Gud hjælpe 
os! — Ja, her var Nød, bundløs Nød! 
Jeg sagde ham, hvad jeg tænkte, hélt og 
rént ud. Jeg lovede, at jeg skulde gaae fra 
Dør til Dør for at vække blot En til Medliden- 
hed, men skjulte ikke, at Hjerternes Haardhed 
var stor. Han hørte paa mig i Tavshed; men