»Men for Pokker! Hvem er det da?« raabte 
jeg utaalmodig. »Der er jo ikke flere, de kan 
begrave paa den Maade, uden Præsten.« 
»Ja, De glemmer da Vorherre,« svarede 
Niels med dyb Overbevisning. 
»Vorherrel — Er Du gal, Niels?« 
»Nej, ikke saa meget som visse Andre; for 
det er da sikkert nok, at det er Vorherre, som 
er død.« 
»Men saa hør dog!« 
»Nej, jeg har ikke Stunder nu. Alle de 
Andres Bæster staaer ovre i Stalden, og Ole 
Larsens Hingst har en farlig Uvane, De kan 
jo spørge Ane om Resten.« Og med disse Ord 
humpede Niels langsomt ud ad Døren for at 
forsvinde mellem Bæsterne. 
Var der nu Noget, som var utænkeligt i 
denne Verden, saa var det dét, at Niels skulde 
kunne svare i Gaader, eller endog blot gjøre 
det svageste Forsøg paa at komme med ironiske 
Talemaader. Han var, som Alt, hvad der hørte 
Postgaarden til, tvær og vranten, og kunde først 
ved Afskeden løftes op til en vis Grad af drikke- 
pengelig Forekommenhed; men han var sanddru, 
og naar Niels sagde, at Vorherre var død, og 
at hele Byen fulgte med til Begravelsen, saa