ir,

frysende og hulkende stod langs Kanten af
Vejen, for smaa til at komme ind, og dog
større i deres Sorg, end de Store, som færdedes
derinde. Langsomt gik jeg hen imod Kirkegaardslaagen,
 lettede dens Klinke næsten varligt
op, og idet Laagen drejede sig paa sine rustne
Hængsler, faldt det med en underlig, knugende
Magt paa mit Sind: »Hvad om Vor Herre nu
virkelig var død, og Du var med mellem Al
verden, som fulgte Universets store Lig til
Jorden — hvad saa?«

»Gestorben ist der Herr Gott oben,
Und unten ist der Teufel todt!«
Det er jo nu til Dags en Modesag for
uforsagte Aander, at forfægte disse Heines
trøstesløse Ord; men skulde de allerede have
fundet Vej til denne stille Plet paa Heden? —
Umuligti