IL. 
Kirkegaarden laae for mig, lille, og dog 
saa stor i sin øde, vinterlige Stilhed; langt 
større syntes det mig, end da jeg sidst en enkelt 
Gang havde besøgt den i Sommerens Fylde. 
Nu var ét stort, snehvidt Dødslagen spændt 
hen over den, dækkende Unge og Gamle, Høje 
og Ringe, forenende broderligt Tue med Tue, 
Krans med Krans, og over dette Dødens store 
Fællesbanner ringede de bladeløse Buske med 
deres fine Rimklokker, dryssende hen over 
Gravene en Sølvregn med sagte, klingrende Lyd 
naar et enkelt Vindpust foer gjennem de for- 
frosne Grene. Kun ét Sted saae jeg den friske, 
sorte Muld i to smaa Volde, Skjellet mellem 
Liv og Død, tegne sig mod Sneens Hvidhed, 
og om denne aabne Grav stod i andægtig 
Stilhed et stort Antal tause, bøjede Skikkelser, 
medens Præstens Røst klang tydeligere og tyde- 
ligere, alt som jeg nærmede mig Stedet.