Jeg holder ikke af Ligtaler. Der er faa 
Lejligheder, hvor en Præst kan være uheldigere, 
og uheldigere stillet; men hvad jeg hørte her 
— skjøndt ikkun Slutningen af Talen — rørte 
mig dybt; ikke fordi det var noget oratorisk 
Mesterstykke, men fordi det blev sagt i Sand- 
hedens simple, inderlige Sprog. 
»I kaldte ham Vorherre, den lille Vorherre!« 
fortsatte Præsten, just som jeg traadte til. »Véd 
I af, at der var en Gudsbespottelse i disse Ord? 
I have maaské ikke tænkt derover; men der 
laae en Bespottelse deri, mine Venner, som jeg 
véd vil blive Eder tilgivet, fordi I til denne 
Betegnelse ikke knyttede noget Ondt. Men 
der var en anden Side ved denne Mands Liv, 
som I heller ikke forstod, og som førte Eder 
til at gribe fejl af det Skabte og Skaberen selv. 
Hvor ofte har jeg ikke sét, at I, glemmende 
den rette Vorherre, gik til denne Stakkel, naar 
Sygdom havde ramt enten Eder selv, Eders 
Hustruer eller Eders Børn? I troede da, at 
dette syge, haardt prøvede Menneske, som nu 
ligger stiv og kold for Eder, kunde helbrede, 
saaledes som vor Frelser gjorde det hist i 
Galilæa, men heri tog I fejl, og i denne Eders 
Overtro laae den anden Gudsbespottelse, som